Astrupfyraftenjanuar2011003
En hyggelig spis-sammen-aften i Astrup.......

En dejlig Spis-sammen-aften blev indledt i Astrup Kirke tirsdag d. 18. januar. Efter graver Per Jørgensen havde ringet ind til fyraftensgudstjeneste spillede organist Søren Rasmussen ( organist i Abildgård kirke) et festligt præludium af J.S. Bach på kirkens orgel. Sognepræst Hanne Jørgensen holdt en billedprædiken ud fra et spændende billede, hvor himlen var fyldt både på flaske og hældt på glas.
Søren Rasmussen spillede interludium og et lystigt postludium og kunne få meget stor musik ud af det lille orgel.

Efter gudstjenesten drog alle over i Astrup Forsamlingshus, hvor også flere stødte til, så der var omkring 90 deltagere.
Grethe Andersen fra Forsamlingshusets bestyrelse bød velkommen og "Spurven sidder stum bag kvist" blev afsunget med fynd og klem.

Grønlangkål, medister og skinke, hvidkål, rødbeder og sennep, - der manglede ingenting og snakken gik lystigt ved alle borde. Her blev drøftet alt fra glatte veje, hvor går sommerferien hen - til "Har du haft glæde af efterlønnen? "...........
Mmm og så var der risalamande med kirsebærsovs ! Da alle var mætte kom bestyrelsen ind med kæmpestore mandelgaver, - men ak, der bredte sig en lidt slukøret stemning, da det viste sig, at ingen af de 5 mandler var blevet fundet ! Heldigvis viste det sig, at mandlerne havde gemt sig under stolene, så nu var humøret om muligt endnu højere end før !

Et lille amerikansk lotteri var der også plads til, og der blev hurtigt udsolgt, for formålet, - nemlig at støtte Forsamlingshuset , kunne alle se en mening i.
Efter flere fællessange var der kaffe med hjemmebagte småkager til.
Grethe Andersen takkede alle for fremmødet og medvirken til en hyggelig aften og aftenen blev rundet af med både "Sig månen langsomt hæver" og "Skuld gammelt venskab rejn forgo".
Tak til Forsamlingshusets bestyrelse for et flot arrangement !
 
Klik på ovenstående billede for at se det i stort - og for at bladre frem og tilbage.
Astrup - De aktives by i Vendsyssel
Lav din egen hjemmeside med mono.net