Fyraften, Flæsk og Fornøjelse i Astrup

Kirkedøren var åben og allerede kl. 17 tirsdag d. 20 september begyndte en dejlig aften først med
 fyraftensgudstjeneste i Astrup Kirke og efterfølgende spisning i Forsamlingshuset.

 Glenn Doucette fra Sindal medvirkede ved gudstjenesten og sang og spillede
 sine egne kompositioner, der passede smukt ind i gudstjenesten.

 I Forsamlingshuset, spillede Glenn et lille ekstranummer, hvorefter den
knasende sprøde flæsk, kartofler og persillesovs blev serveret.

 Og sikken en fest !

Forsamlingshuset var fyldt op til sidste plads og  snakken gik lystigt over bordene.
Her kunne store og små emner vendes, -  hvordan gik valget ? Har vi ikke snart fået regn nok ? osv......

Efter middagen blev Højskolesangbogen fundet frem og traditionen tro solgtes  lodder til fordel for Forsamlingshuset.

Aftenen sluttede med kaffebord.

Se frem til d. 17. januar - så er der heldigvis igen lejlighed til at spise sammen i Astrup !
 

Astrup - De aktives by i Vendsyssel
Lav din egen hjemmeside med mono.net