Klitmøller kan inspirere landsbyer

UDVIKLING: Klitmøller kan ikke kopieres, men landsbyer kan tage elementer til sig – for eksempel om ildsjæle, naturliv og spontanitet

KLITMØLLER: Den positive befolkningstilvækst i Klitmøller er et særsyn. Ikke mindst ved vestkysten, hvor den er den eneste landsby med befolkningstilvækst.

Af Rasmus Boye Estrup, rasmus.boye.estrup@nordjyske.dk

Men Klitmøllers succes kan ikke kopieres. Det, der har båret udviklingen i Klitmøller, har i høj grad været de unikke surfforhold, som ikke kan kopieres andre steder i landet. Det mener blandt andre Rasmus Kjærhus Nørgaard fra Roskilde Universitet, der har skrevet specialet “Udkantsdanmark. Klitmøller som det gode eksempel?”.

- Men andre landsbyer kan lære af de mekanismer, der er omkring Klitmøller. For eksempel hvordan man tiltrækker og fastholder ildsjælene i byen, siger Rasmus Kjærhus Nørgaard.

Ildsjælene er nemlig dem, der har løftet projektet omkring Cold Hawaii til det, brandet er i dag. Men de har ikke gjort det alene. Rasmus Kjærhus Nørgaard roser nemlig Thisted Kommune, som i fællesskab med Realdania har investeret i projektet fra start.

En anden tankegang, som han mener, andre landsbyer kan tage ved lære af, er den spontane udnyttelse af de naturforhold, der i forvejen er i området, og som gør Klitmøller unik.

- De har taget de naturlige ressourcer, de har i forvejen og satset på dem. Landsbyerne skal tænke på samme måde, men det er en utopi at tro, at alle små flækker har noget specielt, siger han.

Fremgang i Hjørring

Et andet sted i Nordjylland, er det i særdeleshed lykkedes at få befolkningstilvækst i landsbyerne.

Det er i Hjørring Kommune, hvor fem landsbyer med mellem 200 og 1000 indbyggere har haft en stigning i befolkningstallet fra 2008 og 2013.

Pia Heike Johansen, cand.scient.soc og Ph.d. ved Center for Landdistriksforskning ved Syddansk Universitet, har med rapporten ”68 landsbyer fem år efter” kigget på de byer. Hun mener, at landsbyerne i Hjørring er bedre eksempler på succesfulde landsbyer, fordi det ikke kun står alene som Klitmøller.

Men samtidig er det mange af de samme tendenser, der går igen i Hjørring-landsbyerne.

- Der er meget fokus på friluftslivet, fordi der er nem adgang til naturen. Det er også en mere uformel og mere spontan måde, de samles på uden om foreningerne, men tilfældigt eller gennem facebookgrupper, siger hun.

Hun lægger også vægt på, at landsbyerne forsøger at fokusere på noget, der skiller dem ud.

Et godt eksempel på en by, der gør det og har fremgang, er Astrup. En by, der er omgivet af Bøgsted Skov.

Ildsjæle bærer udviklingen

Her er byens økologiske købmand, Butik Køster, for eksempel blevet et samlingssted, der også forsøger at udnytte naturen.

- Jeg er en af initiativtagerne bag Bøgsted-løbet, som i år blev afholdt for fjerde gang og havde 291 deltagere. Der er i det hele taget stor opbakning til de initiativer, vi og andre ildsjæle tager her i byen, siger Jakob Køster, ejer af butikken.

Per Svanholm fra Astrups landsbyråd og næstformand i Astrup-Sønderskov Idrætsforening lægger også stor vægt på ildsjælenes betydning i byen. Ikke kun nu, men også tidligere.

Det var nemlig tre frivillige, der satte sig for at skrabe penge sammen til en hal i 1988, og det engagement er blevet fastholdt gennem årene.

- De ildsjæle, der har været her, har smittet af på os andre. Jeg er selv vokset op i byen som barn og flyttede tilbage hertil, da jeg fik børn. Det er ildsjæle, der trækker værket. Og nu er det så vores tur i den nye generation, siger han.

Astrup - De aktives by i Vendsyssel
Lav din egen hjemmeside med mono.net